Gang på gang hører vi fra partier i Folketinget og interesseorganisationer, at tandbehandling bør finansieres af staten. Hvorfor skal man selv betale for at få behandlet en brækket tand, når det er gratis at få behandlet et brækket ben, spørges der retorisk.

Lad mig for det første gør det klart, at brækkede tænder ikke er en særlig udbredt lidelse på tandområdet. Spørgsmålet er altså snarere retorisk smart end på linje med virkeligheden. De mest udbredte tandsygdomme i Danmark er derimod huller i tænderne (karies) og parodontitis.

Fra tandlægeforeningen forlyder det, at en million danskere havde huller i tænderne sidste år, ligesom over en million blev diagnosticeret med parodontitis. 

Og løsningen på problemet? Det offentlige tilskud til behandling skal øges, lyder det fra flere sider.

Senest har Enhedslisten foreslået at afsætte otte milliarder kroner årligt til fuld offentligt finansieret tandpleje. Det er dog ikke nok, mener Tandlægeforeningen. 

Forslag om gratis tandbehandling er utvivlsomt dyrt – og spørgsmålet er, om det egentlig er det bedste, vi kan gøre for borgernes tandsundhed? Er det bare en præmis, at en million danskere har huller i tænderne? 

Selvfølgelig ikke. 

Man får ikke sunde tænder af behandling 

For at blive i den terminologi, som fortalere for gratis tandbehandling bruger, så lad mig tage udgangspunkt i det brækkede ben.

Hvis en million danskere – altså mere end hver sjette dansker – brækkede et ben sidste år, ville vi så bare glæde os over, at det var gratis at blive behandlet? Eller ville vi interessere os for, hvordan vi undgik, at der hvert år var så mange danskere, der brækkede et ben?

Forhåbentlig er svaret det sidste. Vi ville afdække årsagerne og målrette ressourcerne på at få nedbragt antallet. Men på tandområdet er det, som om vi har accepteret, at danskerne, når de går ind i voksenlivet, udvikler tandsygdomme. Og derfor handler alle skåltaler om, at behandlingen skal gøres gratis.

Men desværre er det sådan, at man ikke får sunde tænder af at blive behandlet.

Når der er boret i en tand, er tandens dødsspiral igangsat, fordi en behandlet tand næsten altid skal behandles igen og igen. Hver gang man laver en reparation, vil der være endnu et område i munden, som kræver mere opmærksomhed og vedligehold end tænder, som er helt uden reparationer. 

Med andre ord: Den ene behandling tager den anden. Det er dyrt. Og det skaber ikke mere sundhed.

Jeg er med på, at der for den generation af danskere, der er vokset op med, at boremaskinen var en naturlig del af tandlægebesøget, er et stort efterslæb – og her kan (mere) behandling desværre være sidste udvej. Men for den store gruppe af danskere, som har forladt den kommunale tandpleje med sunde tænder, bør fokus og politiske ambitioner starte et andet sted.

Tandsygdomme kan forebygges

Vi skal have nedbragt antallet af borgere, der udvikler tandsygdomme. For dårlig tandsundhed betyder ikke kun dyre behandlinger. Det medfører også forringet livskvalitet og en forhøjet risiko for en lang række alvorlige sygdomme som diabetes, hjerte-kar-sygdomme og sågar demens. 

Den gode nyhed er, at vi ved, hvad der skal til. For i den kommunale tandpleje har man vist, at den sundhedsfremmende og forebyggende tandpleje gør en stor positiv forskel. Tidligere var det kun to procent af de 15-årige, der ikke havde huller i tænderne. I dag er vi oppe på 70 procent. Det er en fantastisk udvikling, der viser, at tandsygdomme kan forebygges. 

Men den forebyggende tandpleje, som kendetegner den kommunale tandpleje, har svære vilkår i voksentandplejen. I dag er voksentandplejen primært skabt til at reparere skader frem for at forebygge dem. Det giver en langt større indtjening for de private tandlægeklinikker, når de foretager store behandlinger end sundhedsfremmende og forebyggende tandpleje.

Sådan bør det ikke være. I stedet bør vi som samfund i langt højere grad prioritere ressourcerne på at holde borgerne sunde og fri for tandsygdomme. Det kræver en ny model for voksentandplejen, hvor tilskuddet til de sundhedsfremmende og forebyggende ydelser øges, så egenbetalingen fjernes. 

Derudover bør der være langt flere ydelser, der har til formål at holde borgerne sunde, og så skal vi sikre, at de sundhedsfremmende og forebyggende ydelser bliver udført efter deres formål. Det kræver, at vi i højere grad anerkender værdien af det sundhedspædagogiske arbejde, hvor borgeren bliver vejledt til egenomsorg og får opbygget kompetencer og vaner, der understøtter og fremmer egen sundhed. 

Vi skal med andre ord bevæge os fra et sygdomsparadigme til et sundhedsparadigme. Sådan skaber vi mere sundhed. For alle borgere.