Da en uvildig udredning af spiralsagen for nylig blev offentliggjort, og de alvorlige omstændigheder var klarlagt og dokumenteret sort på hvidt, nåede DR’s podcasttriumf Spiralkampagnen sit foreløbige højdepunkt.

Før udredningen overhovedet var offentliggjort, gav statsministeren en undskyldning til de grønlandske kvinder, som fik opsat spiraler uden samtykke i 1960’erne og 70’erne.

Podcasten udkom helt tilbage i 2022 og afdækkede »en hidtil glemt ’spiralkampagne’«, som det lød i programbeskrivelsen. Og med den uvildige udredning og statsministernes undskyldning kan man sige, at journalistikken har været med til at skabe en ny samtale om Danmark og Grønlands fælles koloniale fortid. 

Selve spiralkampagnen, der blev igangsat for at undertrykke den grønlandske befolkningsvækst, er strengt taget ikke en nyhed. Det var det heller ikke i 2022.

Danske aviser rapporterede om kampagnen, allerede da den lanceredes på forsøgsbasis i 1965, og indtil den blev en del af uafhængighedsdebatterne i Grønland i slut-70’erne. 

Mens podcasten om spiralkampagnen er et eksempel på journalistikkens uovertrufne evne til at ændre verden omkring os, informere om emner fra overraskende og nye vinkler og rette op på historiens uretfærdigheder, så tyder det på, at de 60 forudgående års journalistik om spiralkampagnen er et eksempel på journalistikkens uovertrufne evne til at fortie og fastholde kulturelle forestillinger og fortællinger.

Historien om spiralkampagnen viser, hvordan journalistikken både kan sætte vores koloniale arv på den politiske dagsorden, og hvordan den var med til at understøtte samme koloniale politiske projekter i sin tid.

Grønlandske kvinder blev overhørt

I en analyse, som blev publiceret sidste år i det fagfælledbedømte og anerkendte internationale tidsskrift Feminist Media Studies, har vi undersøgt de journalistiske artikler, som gik forud for DR’s podcast. 

Konkret drejede det sig om 44 artikler udgivet mellem 1965 og 2022 fra medier såsom Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten og Information samt regionale og nicheaviser. De 44 artikler blev fortrinsvist udgivet mellem 1965 og 1978, hvorefter interessen tilsyneladende fordampede.

Kampagnen var nemlig ikke bare noget, der blev »hvisket lidt om i krogene til kaffemik«, som en af journalisterne bag podcasten fortalte Fagbladet Journalisten tidligere i år. Det var en politisk strategi, som de danske medier dækkede i samme åndedrag, som de dækkede millionbeløb til infrastruktur og nybyggede institutioner. Spiralkampagnen fremstår i journalistikken som en integreret del af det grønlandske moderniseringsprojekt.

Det var også i de journalistiske artikler, at grunden blev lagt for at overhøre de grønlandske kvinders modløshed og modstand. For det var gennem journalistikken, at læger og embedsmænd udtalte sig om kvinderne i racistiske, infantiliserende og stereotype vendinger. Avisen Land og Folk skrev om, hvordan pessarer ikke kunne tilpasses inuitkvinders bækkener, og at lægerne ikke havde tiltro til, at kvinderne kunne tage p-piller regelmæssigt.

Vi har i vores diskursanalyse af den tidlige dækning af spiralkampagnen i danske medier set på, hvordan rigsfællesskabets interne forhold opretholdes og nedbrydes i journalistikkens spalter. Journalistikken skaber et forestillet dansk fællesskab, som defineres i modsætning til det og dem, som ikke er ’os’. 

Grønlandske kvinder og deres reproduktive kroppe fremstilles for eksempel med fremmedgørende sproglige metaforer baseret i stereotyper. Såsom at sammenligne befolkningen med naturen i landet eller at anklage kvinderne for promiskuøsitet og uansvarlighed, som to regionalaviser gjorde. Journalister bruger danske myndighedspersoner som ekspertkilder frem for grønlandske kilder – som kvinderne selv.

Dermed vanskeliggøres en diskussion af de ulige forhold og en anerkendelse af andre perspektiver end de danske. I 1978 udkom grønlandsjournalisten Philip Lauritzen imidlertid med en reportage for Information, der gik i en anden retning.

Forstod journalisten og læserne, hvad der blev sagt?

Lauritzen var i 1978 til uafhængighedsbevægelsens årsmøde – altså 44 år før spiralkampagnepodcasten. Hans reportageserie adskilte sig fra de øvrige historiske journalistiske artikler om kampagnen, fordi det var en af de få gange, hvor grønlandske kilder kom til orde.

I artiklen fortalte politiker Miké Siegstad fra partiet Inuit Ataqatigiit, at »flere kvinder har fortalt om, hvordan de ikke kunne forstå, de ikke blev gravide, og som så har fået at vide, at de har gået med spiral siden sidste fødsel«. 

Siegstad sagde også: »Det kan selvfølgelig heller ikke udelukkes, at de formelt er blevet spurgt, men ikke har forstået, hvad de er blevet spurgt om. Der er ingen tvivl om, at lægerne generelt udnytter deres autoritet og sprogkløften – bevidst eller ubevidst – til at give kvinderne spiraler, og hvilket alternativ har kvinderne?«

Aktivist og skuespiller Makka Kleist sagde til Lauritzen: »At man opsætter spiraler uden at sikre sig, at den grønlandske kvinde virkelig gerne vil have den, undrer mig overhovedet ikke. Jeg ville finde det mærkeligt og overraskende, hvis det ikke var sådan.«

Det er citater, som kunne være taget direkte ud af podcasten, selv om de blev udtalt 44 år tidligere.

Med citaterne giver Lauritzens to grønlandske kilder udtryk for komplekse postkoloniale relationer, som de danske læsere måske ikke var parate til at forstå i 1978, og som heller ikke blev forsøgt forstået i artiklen af dens forfatter. 

I stedet for at følge op på de implicitte anklager om embedsmisbrug og hverdagsracisme, som fremføres af Siegstad og Kleist respektivt, valgte Lauritzen at følge op med at spørge ind til, hvem Siegstad havde tænkt sig, skulle passe de ekstra børn, som ville komme ud af uafhængighedsbevægelsens ønske om forbud mod abort og spiral.

Journalistisk selvransagelse er nødvendig

Selv om den efterfølgende dækning af Grønlands befolkningsvækst ebbede ud, blev spiralkampagnen sporadisk nævnt i medierne helt op i 90’erne. Ofte blev kampagnen sat i forbindelse med dårlige sociale forhold og enlige mødre og fremstillet som en nødvendighed og i nogle tilfælde indirekte som dansk velgørenhed. Altså groft sagt en gengivelse af narrativet fra magthaverne.

Befolkningsvæksten blev i aviserne italesat som en eksplosion og noget, som skulle under kontrol, uden at der blev stillet spørgsmål ved hvorfor og med hvilke konsekvenser.

De grønlandske kvinders oplevelser blev fortrængt af journalistikken og dermed i det danske fællesskab. At fortrængningen kunne finde sted, må skyldes journalistikkens engagement i at ville fastholde et dansk perspektiv, der adskiller sig fra det grønlandske, som vi mener, at journalistikken har.

Spiralkampagnesagen peger på, at mens journalistikken kan udfordre uretfærdigheder opstået som konsekvens af den danske kolonitid, er den samtidig medansvarlig for den kollektive fortrængning, som vi har set det med spiralkampagnen.

Selv om journalistikken nok er et barn af den tid, den udgives i, må den aldrig alene være et spejl – eller mikrofonholder – for magten. Dens demokratiske opdrag er at holde magthaverne til ansvar og repræsentere befolkningens nuancer og perspektiver. Journalistikken har et særligt ansvar for at dække sensitive emner som spiralkampagnen med kritiske briller. Vi læsere har et ansvar for at læse med.

Vores analyse og postkoloniale kritik kan forhåbentlig hjælpe medierne med at stille sig selv nødvendige spørgsmål og belyse blinde vinkler i dækningen af Danmarks kolonitid og dens konsekvenser. 

Journalistisk selvransagelse er nødvendig for at skabe forsoning og retfærdighed.