I kronikken den 17. september skriver psykolog Jonas Vennike Ditlevsen begavet om konsekvenserne af den gradvise stigning af metoder og ekspertisecentrerede tilgange i omsorgsfagene.

Han skriver, at der i stigende grad bliver behandlet ud fra metoder, paragraffer og måltal frem for, at fagpersoner møder deres patienter med varme, forståelse, empati og en evne til at fokusere på personen og ikke problemet.

Jeg blev glad i låget af at læse den kronik. Den gav mig lyst til at fortælle to historier, der viser betydningen af en god kontakt i relationen mellem behandler og patient. 

Jeg er selv psykolog og har arbejdet cirka 40 år med mennesker, der på den ene eller anden måde har trængt til hjælp.

I midt-80’erne arbejdede jeg med unge, danske kriminelle drenge på Kreta. En aften kom en af drengene fuld hjem og overfaldt en ansat og blev arresteret. Dagen efter brød han ud af fængslet. En aften så jeg ham i hovedbyen Heraklion. Jeg løb hen til ham og sagde: »Hvor er jeg glad for at se dig. Kom med hjem.« Der opstod et specielt øjeblik. Så kikkede han på mig og sagde: »OK.«

Nogle dage senere spurgte jeg ham, hvorfor han var gået med mig den dag. Han svarede: »Fordi jeg kunne se, at du godt kan lide mig.«

For nogle år siden havde jeg terapi med en mand, hvis liv havde været ét langt mareridt. Han kunne hverken læse eller skrive, men han havde mange andre kvaliteter. Han var en del urolig, så jeg fortalte ham om mindfulness, og at det måske kunne hjælpe på hans uro. Det ville han gerne prøve. Jeg fik placeret ham i en god stol, og han lukkede øjnene.

Jeg valgte at bruge den afspændingsøvelse, der hedder bjergmeditation. Med lav stemmeføring begyndte jeg: »Du er et bjerg.« Straks åbnede han øjnene og sagde højt: »Nu må du fandeme holde op, John.« Vi kikkede på hinanden, og så skreg vi af grin i flere sekunder.

Det ville være godt, hvis vi psykologer en gang imellem stiger ud af psykologhabitten og viser, at der er et rigtigt menneske indeni.