Oprøret mod den grønne kolonisering af landsbyerne
Regeringen bragte forleden en gave til landdistrikterne.
Naboer til solcelleparker vil få højere kompensation, billigere strøm, og reglerne skal strammes for, hvor tæt på beboelse man må lægge anlæggene.
Men det kunne de godt have sparet sig.
»Sten vender stadig tommelen ned,« lød en overskrift på Dagbladet Ringkøbing-Skjern, som havde talt med naboer til en endnu ikke opført solcellepark for at høre, om det her mon kunne gøre dem tilfredse.
»Det er et nej til det hele,« sagde et ægtepar fra Stenderup til Jyllands-Posten. Landdistrikternes Fællesråd anerkendte høfligt de »gode takter«, men udspillet kom med for lidt, for sent.
Solcellekrigen har ulmet længe og er blusset op de seneste uger, efter en stor DR-dokumentar har oprullet historien om en lille gruppe borgeres kamp mod det store solcelleprojekt Megaton ved landsbyen Sdr. Vium i Vestjylland. Et projekt, som nu er droppet. I sidste uge fik Danmark sin første forening mod solceller.
Anne-Mette Skaaning, journalist på Dagbladet Ringkøbing-Skjern, har dækket både Sdr. Vium og andre…