Sebastian Gjerding
Sebastian Gjerding (1983) er undersøgende journalist på Information, hvor han er tilknyttet Indland og Gravergruppen.
Har vundet graverprisen for Fremragende Undersøgende Journalistik (FUJ) tre gange for projekter på Information (’Vi overvåger overvågerne’ i 2012, ’NSA-afsløringerne’ 2014 og ’Svindelmaskinen’ i 2021). Var også nomineret til Cavlingprisen i 2014 for NSA-afsløringerne på baggrund af Snowden-dokumenterne. Er uddannet fra RUC og har været ansat på avisen siden 2011.
Mine områder
Som journalist i Gravergruppen dykker jeg i længere perioder ned i skiftende stofområder. De seneste år har jeg særligt haft fokus på dansk våbeneksport, landbrugets brug af pesticider og økonomisk kriminalitet.
Fælles for de tre meget forskellige emner har været den undersøgende metode, og at afsløringerne er gravet frem i samarbejde med andre gode mennesker både på og uden for avisen.
Min journalistiske baggrund
Jeg startede som praktikant på Information i 2009 og blev efterfølgende tilknyttet Moderne Tider som featureskribent.
Her dækkede jeg særligt teknologi og økonomi, rejste på hackerkongresser og fortalte om den udfordring af de etablerede magtstrukturer, som kom fra den tids digitale aktivister. Siden flyttede jeg til Indlandsredaktionen og derfra til Gravergruppen, da den blev etableret i 2018.