Alle surrealister drømmer åbenbart om det samme: Store babser

Statens Museum for Kunst har lånt et læs surrealistiske tegninger fra renoveringslukkede Centre Pompidou. Men hvorfor skal vi se netop disse værker netop nu?
Det er sjovt, så ens surrealisternes underbevidsthed så ud, mængden af kvindebryster, kvindeben og kønsorganslignende konkylier taget i betragtning. Her Victor Brauner: ’Anatomy of Desire’ (1936).

Lyt til artiklen
  • 0:00 / 0:00
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Bestil her

Kan vi klare mere surrealisme? Sidste år var det 100-året for André Bretons første surrealistiske manifest, og fejringsudstillinger skød op fra Shanghai over Florida til Bruxelles. Over dem alle strålede Centre Pompidou i Paris, der samlede alle de store og deres hovedværker: Dora Maar, Leonora Carrington, Rene Magritte, Salvador Dalí.

Nu er det mangefarvede kulturhus med bygningsindvoldene uden på skroget så lukket for renovering de næste fem år, hvilket betyder, at Statens Museum for Kunst har kunnet låne overordentligt mange værker.

Det lader til at være grunden til, at udstillingen Surrealisme på papir er blevet stablet på benene. Her er papirværker i form af foldetegninger (kaldet cadavre exquis) lavet i fællesskab ved festlige lejligheder, collager af magasin- og reklamefotos og krusedullede automattegninger af nogle af de kendteste kunstnere fra mellemkrigstiden, og de er hovedsalig lånt ind fra Pompidou. Men de franske gæster er så sandelig ikke kommet for at danse: På SMK er der andægtig stemning med leverfarvede og bordeaux vægge, montrer…

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis

Dagbladet Informations forside

Vil du bidrage til debatten i Information?

Se hvordan
Redaktionens udvalgte

Arrangementer og kurser Se alle

Rabatter til abonnenter

Underholdning

Vil du bidrage til debatten i Information?

Se hvordan
Redaktionens udvalgte

Arrangementer og kurser Se alle

Rabatter til abonnenter

Underholdning