Whistleblowerordning på Information

Informations whistleblowerordning gør det sikkert og nemt at indberette om forhold vedrørende alvorlige lovovertrædelser og øvrige alvorlige forhold, uden at indberetteren skal frygte for negative konsekvenser ved at foretage indberetningen.

Whistleblowerordningen administreres i samarbejde med advokatfirmaet Norrbom Vinding, der står for at modtage og screene indberetninger, og som ligeledes kan bistå med behandling af indberetninger.

Du kan læse om vores whistleblowerordning, Informations whistleblowerpolitik, og foretage en indberetning her: https://information.integrityline.com/

Hvad kan der indberettes om?

I udgangspunktet kan du indberette om følgende til whistleblowerordningen:

  • Oplysninger om strafbare forhold, herunder overtrædelser af eventuelle tavshedspligter, misbrug af økonomiske midler, tyveri, svig, underslæb, bedrageri og bestikkelse
  • Grove eller gentagne overtrædelser af lovgivning, herunder databeskyttelsesloven samt efter omstændighederne fx lovgivning, som har til formål at sikre folkesundheden, sikkerhed i transportsektoren eller beskyttelse af natur og miljø m.v.
  • Grove eller gentagne overtrædelser af væsentlige interne retningslinjer, fx retningslinjer om gaver, tjenesterejser mv.
  • Seksuel chikane eller andre grove personrelaterede konflikter på arbejdspladsen, fx grov chikane

Hvem kan indberette til ordningen?

Informations whistleblowerordning kan benyttes af personer med følgende relation til Information:

  • Nuværende medarbejdere herunder freelancere og praktikanter
  • Personer der har været i et ansættelsesforløb eller ansat på Information de sidste to år
  • Medlemmer af direktion og bestyrelsen
  • Samarbejdspartnere og leverandører

Du kan foretage anonyme indberetninger til Informations whistleblowerordning. Vi henviser til punkt 5 i whistleblowerpolitikken for øvrige oplysninger om anonymitet.

Gå til indberetningsportal her: https://information.integrityline.com/